Tekstlogo-lysTekstlogo-lysTekstlogo_mobilTekstlogo-lys
  • Om Sprogprisen
  • Tilmeld dig Sprogdagen
  • Nyheder
Indstil tekst
✕

Årets bedste tekst på sociale medier 2019

27. marts 2019

Sprogprisen for årets bedste tekst på sociale medier gik til Rigspolitiet for en veltimet efterlysningskampagne på Facebook.

Læs dommerkomiteens begrundelse under billedet.

Klik for højere opløsning

Klik for at se/downloade PDF

Dommerkomiteens begrundelse

Prisen blev overrakt af sprogprisdommer og teaterinstruktør Peter Langdal med denne begrundelse:

Politiet prøver her at generobre mesterskabet fra 2017, hvor de også vandt med deres varme, menneskelige og humoristiske tilgang til kommunikation.

Denne gang er det Rigspolitiet, der er fremme på beatet og har meldt sig ind i kampen. Og endnu en gang imponerer denne offentlige myndighed med sin måde at formidle på.

“Vi ved, du er derude!” Herligt levende sprog, der taler direkte til mig, ledsaget af et stillfoto, der kommunikerer budskabet soleklart. Kom “hjem til os” på stationen, vi skal nok være kærlige ved dig. Vi har jo så meget at snakke om.

Her er tale om et opråb på de sociale medier. En bøn om, at jeg skal “komme frit frem”, “ud af busken” og “melde mig under fanerne”.

Valentinsdag

Det er jo en udøvende magt, vi har med at gøre. Politiet. “Den, man elsker, tugter man”, står der i brødteksten. Afsenderen er godt klar over, at de tugter i dette kærlige brev, men netop derfor elsker de mig åbenbart også. Og savner mig, forstår jeg.

Måske burde ordsproget i denne sammenhæng vendes om: “Den, man tugter, elsker man!” Politiet viser nemlig her sit kærlige hjerte over for mennesker, de normalt tugter og er efter.

Teksten lå på de sociale medier på valentinsdag. Godt tænkt. Godt brølt, som Shakespeare siger. Og godt udført. I tydelig tekst og billede.

Den gode tekst ledsages af et billede med et over-skulderen-kig til en betjent, der forandrer et par håndjern til to hjerter. Med kyndig hånd forlænger han i sin tegning formen af et par smukke åbne håndjern på sit skrivebordbord til et par kærlighedsfulde hjerter, der mødes og banker for hinanden.

En kærlig tilgang

Politiet hævder åbenbart – påvirket af den almindelige kærlighedsrus omkring valentinsdag – at have nogle eftersøgte eller efterlyste personer, som hjertet banker særligt heftigt for lige nu og her.

Sjovt og underholdende udført på et socialt medie, vi næsten alle sammen ryger forbi dagligt. Nysgerrig bliver man jo straks og går ind på hjemmesiden, der henvises til, for at kigge billeder. Det kunne jo være, man var der selv eller kendte nogen, politiet drømte om at komme i lag med.

Politiet beskriver genialt i “opråbet” en situation, hvor I tilsyneladende sidder og kigger på kærestebilleder og tænker på, hvor meget vi har at snakke om. “Vil du ikke nok ringe eller kigge forbi. Vi savner dig sådan!”

Teksten er som sagt ledsaget af en tegning med et par åbne håndjern, der med hjælp fra politimandens ildrøde tuschpen bliver til et par hjerter på denne kærlighedens dag. Et næsten privat foto – formodentlig taget med mobilen af en kollega hen over skulderen på den uniformerede kammerat.

“Jeg melder mig sgu med det samme”

Teksten leger intelligent videre med, om jeg – som læser og savnet – måske bare er lidt kostbar og derfor endnu ikke er dukket op. Det er jo “modsætninger, der mødes”, “det ved vi godt”, står der. Som i al sand kærlighed. Når den kriminelle eller eftersøgte og politiet mødes, så er der noget i luften. Og så venter der oven i hatten et par lækre smykker, som der står, i form af et par håndjern formet som bankende hjerter.

Og hvis nogle af os, som ikke tilhører gruppen af eftersøgte og efterlyste eller savnede personer, vil give en hjælpende hånd, så politiet ikke skal sidde alene og vandsmægte på valentinsdag, så kan vi bare gå ind på den linkede hjemmeside med alle politiets darlings og kigge nysgerrigt på billeder.

Det er skægt og overraskende udført, selvom sammenblandingen af håndjern og hjerter måske kunne få en til at tro, at politiet var blevet sadomasochister.

Tillykke med prisen … endnu engang – det er så flot, professionelt og troværdigt udført. Skægt. Tankevækkende. Og meget indbydende.

Her er mine håndled. Jeg melder mig sgu med det samme!

(Men det gjorde ingen af de efterlyste desværre!)

Del:

SENESTE

  • Vinderne af Sprogprisen.dk 2023
    13. oktober 2023
  • Video fra Sprogdagen ’22
    26. oktober 2022
  • Vinderne af Sprogprisen.dk 2022
    4. oktober 2022
  • Sundhedsstyrelsen vinder Sprogprisen 21 | Foto: Christian Falck Wolff
    Medieomtale
    4. oktober 2021
  • Video fra Sprogdagen 21 |  Foto: Christian Falck Wolff
    Video: Sprogdagen 2021
    1. oktober 2021
  • Alle årets vindere af Sprogprisen | Foto: Christian Falck Wolff
    Vinderne af Sprogprisen.dk 2021
    29. september 2021

Følg med på Facebook


Bag Sprogprisen står

  • DMJX – Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
  • Dansk Sprognævn
  • sproget.dk
  • Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
  • Wind Kommunikation
  • kurtstrand.dk
  • Syntaksis

Seneste nyheder

  • Vinderne af Sprogprisen.dk 2023
  • Video fra Sprogdagen ’22
  • Vinderne af Sprogprisen.dk 2022
  • Medieomtale
  • Video: Sprogdagen 2021

© 2025 Sprogprisen.dk | Privatlivspolitik | Cookies | Kontakt webmaster

    Indstil tekst