Tekstlogo-lysTekstlogo-lysTekstlogo_mobilTekstlogo-lys
  • Om Sprogprisen
  • Tilmeld dig Sprogdagen
  • Nyheder
Indstil tekst
✕

Sprogpris #1 uden for kategori 2019

27. marts 2019

Den ene vinder af årets sprogpriser uden for kategori blev fagforbundet 3F for sin reklamefilm om voksende ulighed “OG DET ER DAAANMARK”.

Læs dommerkomiteens begrundelse under billedet.

Klik for højere oplæsning

Klik for at se/downloade PDF

Dommerkomiteens begrundelse

Prisen blev overrakt af sprogprisdommer Charlotte Sahl-Madsen, direktør, bestyrelsesmedlem og tidligere konservativ videnskabsminister, med denne begrundelse.

“Vi har sejret ad helvede til – godt” konstaterede LO-formanden Thomas Nielsen i 1982. SID-Hardy Hansen mente, at Metal-Georg Poulsen “dansede tango med storkapitalen”, når Poulsen med jævne mellemrum nød en arbejdsfrokost med Mærsk McKinney-Møller. Vi erindrer også, at der engang var “uro i jernet”, som stor utilfredshed med igangværende overenskomstforhandlinger så malende blev beskrevet.

Fagbevægelsen har altid kunnet noget med kommunikation. Sproget blomstrer. Budskaberne står energifyldte og modstandsdygtige – altid klar til kamp. Sådan er det også i 2019.

3F får i år en sprogpris “uden for kategori” for filmen “OG DET ER DAAANMARK”. Sikkert ikke et tilfælde, at titlen er skrevet i versaler og med hele 4 A’er i DAAANMARK.

Stål-stærk og ikonisk symbolik

Filmen mestrer på de 90 sek. at sende en klar opfordring til at bekæmpe ulighed i Danmark. Udgangspunktet er det enorme fællesskab, som europamesterskabet i fodbold i 1992 skabte. Vi var én nation. Alle stod sammen. Men sådan er det ikke mere. Stål-stærk og ikonisk symbolik.

Umiddelbart fører billedsproget. Kameralinsens fokus flyttes fra ekstatiske jubelscener i 1992 til ganske alvorlige miner i dag – hos såvel ældre som børn.

Fodboldsfans med meget bekymrede og forpinte ansigtsudtryk – måske en nedslidt sundhedsassistent, en godt brugt betonarbejder eller et aldrende postbud – understreger det alvorlige. Jublen er aftaget og afløst af bekymrede miner.

Men så udligner ordene. I korte, præcise sætninger i lix-overkommeligt sprog, så alle kan være med, forklarer den folkekære skuespiller Jesper Christensen med indigneret stemme og i varieret tempo, at uligheden mellem rig og fattig aldrig har været større. Engang var uligheden ikke så stor, hvilket fortælles samtidig med panorering over vilde jubelscener blandt publikum. Men nu er uligheden steget. Det underbygges af data og referencer til forskning. Ikke brug for glarmester eller vinduespudser her – budskabet er fuldstændig klart.

Troværdigt, overbevisende og appellerende

Som tidli­gere social-konservativ videnskabsminister har jeg også lært, hvordan man i politik nu og da selekterer lidt i facts og især betoner lige netop de data, der underbygger ens budskab. Uanset at det også kan være sket her, så virker filmen ganske troværdig, overbevisende og appellerende.

Hvem holder ikke med 3F?

Sprogdommerne har dømt sejr.

I “Og det er Daaanmark” danser det sproglige en inciterende tango med det visuelle.

Kære 3F, I har i kampen om Sprogprisen 2019 sejret ad helvede til – godt.

Stort tillykke.

(Se videoen på YouTube)

Del:

SENESTE

  • Vinderne af Sprogprisen.dk 2023
    13. oktober 2023
  • Video fra Sprogdagen ’22
    26. oktober 2022
  • Vinderne af Sprogprisen.dk 2022
    4. oktober 2022
  • Sundhedsstyrelsen vinder Sprogprisen 21 | Foto: Christian Falck Wolff
    Medieomtale
    4. oktober 2021
  • Video fra Sprogdagen 21 |  Foto: Christian Falck Wolff
    Video: Sprogdagen 2021
    1. oktober 2021
  • Alle årets vindere af Sprogprisen | Foto: Christian Falck Wolff
    Vinderne af Sprogprisen.dk 2021
    29. september 2021

Følg med på Facebook


Bag Sprogprisen står

  • DMJX – Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
  • Dansk Sprognævn
  • sproget.dk
  • Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
  • Wind Kommunikation
  • kurtstrand.dk
  • Syntaksis

Seneste nyheder

  • Vinderne af Sprogprisen.dk 2023
  • Video fra Sprogdagen ’22
  • Vinderne af Sprogprisen.dk 2022
  • Medieomtale
  • Video: Sprogdagen 2021

© 2025 Sprogprisen.dk | Privatlivspolitik | Cookies | Kontakt webmaster

    Indstil tekst